Kungfu er den ældste form for østasiatisk kampkunst og kan med sikkerhed dateres tilbage til Kinas første kejser, Qinshi Huang Di, der samlede Kina til et rige, Zhongguo (kin.: Riget i midten) og grundlagde kampsystemet Quan fa (nævens princip el. lov). På kinesisk er kungfu et ord, der er sammensat af de to tegn "gong", som betyder anstrengelse eller hårdt arbejde og "fu", der betyder mand. Sætter man dem sammen, betyder det noget i retning af ekspert - en der har opnået meget gennem hårdt arbejde.

Kungfu er stamfaderen til de fleste andre moderne former for østasiatisk kampkunst og kampsport som f.eks. Karate, Taekwondo, Jiu Jitsu o.s.v..

Der findes mange systemer inden for fællesbetegnelsen kungfu. Overordnet deler man traditionelt kungfu op i nord- og sydskoler. Det skyldes, at de former for kungfu, som stammer fra det nordlige Kina har særegenskaber, der afviger fra sydlige skoler, som naturligvis også har sine egne karakteristika. Nogle af de mest kendte kungfu-stilarter er de, der har deres oprindelse i Shaolin og Wudang klostrene.

De nordlige skoler eller stilarter er som regel kendetegnet ved lange eller store bevægelser - f.eks. lange slag og høje spark eller springspark. Og de sydlige skoler er ofte fokuseret på korte armteknikker og få spark. Eksempler på nordlige skoler er Jingwu, Bagua Zhang og Gibbonaben, og stilarter som Hong Quan (Hung Gar) og Yong Chun (Wing Chun) tilhører kategorien af sydlige skoler.